|
|
|
|
|
Fremtidens Bibliotek
Dommerkomiteens bemærkninger til skolekonkurrencen.
Generelt repræsenterer de indkomne 47 forslag en betydelig spændvidde fra en fokusering på det skriftlige essay til visualiseringer.
Adskillige af forslagene har lagt et stort undersøgelsesarbejde for dagen med omfattende kildeangivelser, interviewbeskrivelser, brugerundersøgelser, debatforum på nettet, sparring med biblioteker osv.. Forslagene er generelt gennemarbejdede, med overbevisende layout, visualiseringer og skitser. Blandt de indkomne forslag optræder en overvægt af totalkoncepter for biblioteker generelt, men der er indkommet påfaldende få forslag til selve den fysiske formgivning. Fraværet af arkitektoniske bud på fremtidens bibliotek kan muligvis tilskrives opgavens kompleksitet kombineret med den korte tidsramme for konkurrencens afvikling.
1.præmie. Projekt mærket 12345/"Fremtidens bibliotek"
På baggrund af et systematisk og professionelt udrednings- og undersøgelsesarbejde har vinderforslaget valgt at sætte fokus på bibliotekets kernefunktioner som videndeling og netværk. Frem for at være et videnlager er målet aktiv videndeling og et sted for diskussion, debat og interaktion med brugerne. Forslaget arbejder med forskellige brugertyper og brugerbehov for at optimere planlægningen af fremtidens bibliotek. Det indeholder et designspil, som et dialog- og programmeringsredskab der kan afdække lånernes behov og forventninger. Ligesom det sætter fokus på fremtidens teknologi: det nyudviklede heliodisplay - en fritsvævende 3D grafisk brugerflade. Forslagsstillerne ser bibliotekarerne som levende videnguider og sælgere af et produkt. Arkitekturen bygges, dannes og formes af viden, eftersom gulvene vil reagere på den besøgendes ønsker. E-bogen kommunikerer med gulvet, styrer søgningen, fjernbetjening og datalagring. Endelig fokuserer forslaget i mere skematisk form på bibliotekets indre rammer - virtuelt som fysisk - med henblik på at opstille et totalkoncept for en biblioteksstruktur i dialog - bestående af kategorierne 'hovedrum' , 'søjlerum' og 'nicher'.
Sprogligt er forslaget meget velformuleret og grafisk veldisponeret, ligesom der er veldokumenterede kildehenvisninger og referencer.
2. præmie. Projekt mærket 21118/"Fremtidens bibliotek"
Forslaget udmærker sig ved at illustrere en inspirerende netværksstruktur som en samling af indlæg og forslag til fremtidens bibliotek. Der er tale om en grafisk meget dygtig præsentation af en absolut ikke lineær fortælling.
Som hovedtemaer optræder videndeling og fordybelse samt en vision om at bibliotekarens viden skal overlejre den objektive klassificering. Endelig opereres der i den fysiske realisering med extroversion, forstået således at biblioteker fremover rent fysisk skal søges integreret i byens 'grimme' , hårde offentlige anlæg eksempelvis parkeringsanlæggene. Forslaget er dermed blevet en inspirerende og kompleks fortælling om nye begreber og ideer omkring biblioteket, dets omgivelser og brugere. Hvor det på den ene side er spændende at gå på opdagelse i forslagets 'netværk' , er det dog tilsvarende vanskeligt at danne sig overblik.
Visuelt og grafisk ligger præsentationsformen på et avanceret og højt kompleksitetsniveau. Forslaget må roses for at komme omkring mange biblioteksrelevante aspekter som en anderledes måde at afsøge og afprøve muligheder - at gå på opdagelse via interaktion. I sin grafiske symbolik er forslaget flot fortalt med mange nye vinkler og perspektiver, herunder også begrebsmæssige analyser og tiltag der peger frem mod ny arkitektonisk tænkning.
3. præmie. Projekt mærket 00127 /"Rejsebiblioteket"
Dette forslag kan karakteriseres som et illustreret essay - som en fortælling, som underbygger en hovedidé. Forslaget sætter fokus på udbredelsen af den trykte bog i forhold til de potentielle brugeres travle og aktive hverdag. Overordnet går forslaget ud at bringe den kendte biblioteksform ud af en udviklingsspiral med faldende bogudlån ved i stedet at 'atomisere' biblioteksstrukturen. I forslaget bringes lånetilbuddet direkte ud til borgerne i hverdagen. Helt konkret bygger projektet på en antagelse af, at læsning af bøger vil kunne fremmes, hvis der opstilles flest mulige biblioteksstandere på trafikale knudepunkter, eksempelvis togstationer. Ved en udbredt, offentlig placering lettes brugernes adgang til at foretage lån, afleveringer eller videnudveksling. Ligesom ventetiden kan udnyttes konstruktivt på interaktive, designede skærme overalt hvor brugerne nu engang befinder sig. Forslaget premieres ikke kun for sin idé, men også for at tage aktivt fat om en formgivningsproblematik.
Generelle betragtninger:
Til konkurrencen indkom 48 forslag, hvoraf det ene ikke var anonymt og derfor måtte diskvalificeres.
Blandt ideerne kan nævnes: Forslag til zoneopdeling af biblioteket, bogautomater placeret i det offentlige rum, bud på hvordan søgninger kan forbedres, fusion mellem folkeskole og bibliotek, fælles branding, møblering, lyssætning og piktogrammer for funktioner.
Beklageligvis nåede kun de færreste forslag frem til en rumlig skitsering af biblioteksbygninger. Ideerne kom således sjældent ud over diagramstadiet, så eventuelle arkitektoniske forestillinger kunne konkretiseres i en antydning af fysisk formgivning.
En mulig forklaring kan være, at konkurrencen var indlagt tidligt i semesterforløbet. Tidsrummet for konkurrencens afvikling kan desuden have været for kort til at tegne konkrete 'biblioteker' . Ikke desto mindre har dommerkomiteen glædet sig over besvarelsernes mange ideer, som vil kunne inspirere de offentlige biblioteker og arkitekterne - når eksisterende forhold skal ændres eller nye biblioteker planlægges.
København d. 8.11.2005
Printvenlig version |
|
|