|
|
|
|
|
Fakta om de tre vinderforslag
Fra et totalkoncept for hele kommunens biblioteksvæsen til konkrete bud på møbler, lyssætning og skiltning. Fra ordrige essays til rent visuelle præsentationer. De 47 forslag til fremtidens bibliotek spændte vidt.
I bedømmelsen har dommerkomiteen lagt vægt på at præmiere tre meget forskellige løsninger: Et færdigt værktøj til at planlægge et nyt bibliotek, en visuel beskrivelse af netværk og et helt konkret bud på, hvordan man udnytter ventetiden på en banegård.
| - |
1. præmien på 35.000 kroner går til tre studerende, der har skabt et gennemarbejdet, flot og visuelt totalkoncept for fremtidens bibliotek. Ikke i form af en model til en bygning, men som en skabelon eller værktøj til konkret inspiration for både folke- og forskningsbiblioteker. Dommerne lagde vægt på, at de studerende inddrager de nyeste metoder og teknologier og forholder sig til, hvilken rolle brugere og personale kan spille. Desuden fremhæves de konkrete skitser til en zoneinddeling med et hovedrum til viden, søjlerum til dialog mellem mennesker med særlig interesser og nicher til den helt specialiserede viden og forskning.
|
| - |
2. præmien på 25.000 kroner går til en gruppe på 16 studerende, der har valgt at illustrere begrebet netværk. Med endeløse links på kryds og tværs programmeret i Flash viser opgaven, at verden omkring bibliotekerne i stigende grad er kompleks og uoverskuelig. Dommerne kalder besvarelsen et flot illustreret og meget fascinerende billede på viden og oplevelse. Man kan blive ved med at gå på opdagelse, og selve besvarelsens omfang og opbygning kan inspirere alle, der arbejder med biblioteksplanlægning. Rent teknisk ligger besvarelsen langt ud over, hvad der kan forventes på et studieniveau.
|
| - |
3. præmien på 15.000 kroner går til en studerende, der har skabt et enkelt og velargumenteret bud på, hvordan bogen som medie tænkes ind i moderne menneskers travle hverdag. Fremtidens bibliotek er søjler i bybilledet, en automat, hvor man kan låne og aflevere bøger eller hente informationer, mens man venter på toget. Med bogsøjler på banegården bliver ventetiden meningsfyldt, og man slipper for at skulle hente bøgerne på et fjerntliggende bibliotek. Besvarelsen er udformet som en fortælling og er samtidig et oplæg til debat om, hvordan bibliotekerne kan vende et faldende udlån ved at få bøgerne ud, hvor folk er. |
|
|
|